Baseline - Normen for et menneskes kropssprog

Når vi møder et menneske, skal vi starte med at etablere en baseline. Det vil sige, at vi finder normen for det menneske, vi ønsker at aflæse. Baseline er det kropssprog, de verbale og nonverbale signaler, som er karakteristisk for det menneske at anvende. Det vil sige noget, der gentages ofte, og derfor er en form for mønster eller karakteristika for det menneske.

Det, der virker aggressivt og vredt hos det ene menneske, kan bare være en lille diskussion for et andet menneske. Her er det også vigtigt at kigge på anatomi. Nogle mennesker ser generelt trætte ud, fordi de har tunge øjenlåg, uden de nødvendigvis er det. Nogen mennesker ser vrede ud, fordi de har brede og lige øjenbryn, tydelig øjenbrynskarm, eller afstanden mellem bryn og vipper er meget lille.

Alle mennesker har forskellige former for kropssprog, og det er derfor afgørende at starte med at etablere en baseline, hver gang vi møder et nyt menneske. Det, der er interessant at kigge efter, er afvigelser i normen – det vil sige afvigelser fra personens baseline og den eneste måde, vi kan afgøre det på, er ved at kende personens baseline.

Baseline etableres gennem observation og spørgsmål. Spørgsmålene må gerne have noget bredde på, så du både bruger almindelig small talk, taler om gode oplevelser, dårlige oplevelser og helt følelses-neutrale oplevelser. Det kan også være en god ide at møde personen i forskellige konteksts, da vi som sagt kan være præget af disse i større og mindre grad. Det er dog vigtigt at huske, at mennesker lettere åbner sig, når vi selv giver noget af os selv. Det er sjældent støttende for en relation, at der kun bliver aflæst den ene vej. Du skal derfor også være villig til at åbne dig op, for at den anden får lov at læse dig. På den måde skaber du det bedste fundament for korrekt aflæsning.

  Tilmeld nyhedsbrev
Tilmeld nyhedsbrev

Få inspiration og gratis tips om kropssprog

* Dine oplysninger behandles selvfølgelig fortroligt
×