Enneagram type 9
Det fredelige menneske
Mægleren
Enneagram type 9 har en særlig evne til at skabe ro, sammenhæng og samarbejde. De fornemmer hurtigt stemninger og behov hos andre og møder mennesker med en grundlæggende accept, der gør dem lette at være sammen med – også i pressede arbejdssituationer.
De trives med at få ting til at glide og fungerer ofte som det stabile midtpunkt i teamet. Enneagram type 9 er ofte gode til at se en sag fra flere sider og bidrager naturligt til at afkøle konflikter og skabe fælles fodslag.
Deres arbejdsstil er rolig, vedholdende og stabil. De overreagerer sjældent, men bevarer overblikket, når tempoet stiger omkring dem. Enneagram type 9 har en stille styrke og en høj grad af udholdenhed – de bliver ved, også når andre mister pusten.
Samtidig ligger deres største udfordring i netop det, der også er deres styrke. I ønsket om at bevare ro og undgå friktion kan de komme til at tilsidesætte egne holdninger og behov. De kan blive længe i det velkendte – også når udvikling kalder – og kan have svært ved at få afsluttet opgaver, der indebærer ubehag, usikkerhed eller konflikt.
I en arbejdsmæssig kontekst betyder det, at Enneagram type 9 kan komme til at “forsvinde” lidt i mængden, udskyde beslutninger eller bruge energi på at holde tingene behagelige og rolige fremfor at skubbe dem fremad.
Derfor er det afgørende for Enneagram type 9 at skelne mellem ægte ro og det at trække sig eller “slukke” for sig selv. Deres udvikling ligger i at stå tydeligere frem, tage aktiv stilling og turde skabe bevægelse – også når det forstyrrer harmonien.
Du relaterer muligvis primært til Enneagram type 9, hvis du kan genkende følgende:
- Du skaber naturligt ro og god stemning omkring dig
- Du har let ved at se flere sider af en sag – og kan have svært ved at vælge én
- Du prioriterer harmoni højere end at få ret
- Du udskyder opgaver, især hvis de føles ubehagelige eller konfliktfyldte
- Du bliver i det velkendte og velfungerende – også når noget kalder på forandring
- Du kan have svært ved at mærke og prioritere dine egne behov
- Du tilpasser dig hurtigt andre for at bevare en god relation
- Du arbejder stabilt og vedholdende – uden behov for at fylde meget
- Du bliver sjældent revet med af stress eller drama
- Andre oplever dig som tryg, rar og nem at være sammen med
- Du kan indimellem opleves fraværende – og måske er du det også
- Du har en tendens til at tænke “det går nok” – også når handling er nødvendig
6’er ben (primært stressben)
Ukonstruktive sider: Du bliver mere skeptisk og i tvivl om andres hensigter. Det kan være svært for dig at have tillid til din egen dømmekraft, og du analyserer det, der sker, igen og igen. Det er som om en form for tankemylder overtager dit ellers normalt rolige og afbalancerede sind.
Konstruktive sider: Du får en mere realistisk tilgang til livet og dine problemer og erkender de problemer, der er. Du går mere analytisk til værks og har lettere ved at se de negative og problematiske sider ved livet eller din situation. Du får samtidig modet og tilliden til at gøre noget ved det.
3’er ben (primært ressourceben)
Konstruktive sider: Du retter din opmærksomhed mod det, der skal gøres og får fokus på at nå de mål, der er vigtige. Du arbejder effektivt og målrettet og får en masse fra hånden. Du får adgang til din handlekraft og mærker mere tydeligt hvad du gerne vil og går efter det.
Ukonstruktive sider: Du kan kører dig selv for hårdt og arbejder for meget. Du kan blive pralende og selviscenesættende og overdrive dine successer. Du bedraget dig selv og andre for at undgå at se realiteterne i øjnene.
