Hvad er skyggesider?
Skyggesider er, alle de egenskaber du rummer, som du ikke vil være ved. Det er de sider, du beundrer i andre. Det er det, der provokerer og irriterer dig ved andre. Det er alt, det du tror du i hvert fald ikke er og det er alt det, som du ville ønske, du var.
Når vi arbejder med skyggesider på arbejdspladsen bliver vi i højere grad bevidste om de roller, vi (ubevidst) har indtaget og får mulighed for at blive klogere på, hvad og hvorfor andre mennesker trigger os i samarbejdet. Skyggearbejdet giver os helt konkrete værktøjer til at blive mere afbalancerede, fleksible i vores adfærd og hjælper os til at se værdien og styrken i vores forskellighed.
Skyggen i din egen type
Når vi møder Enneagrammet første gang kan det lyde som om, at nogle af siderne i den type, du bliver fikseret, i er negative. Det er en naturlig reaktion og et resultat af et liv, der har givet dig feedback på dine styrker og svagheder.
Når vi er identificeret med specifikke egenskaber, laver vi nemlig en naturlig vurdering af, hvem vi er og hvem vi i hvert fald ikke er! Vi laver, baseret på vores erfaringer, en vurdering af, hvad der er gode egenskaber og hvad der er dårlige egenskaber. Men alle egenskaber vi rummer kan bruges mere eller mindre konstruktivt, afhængig af kontekst og om vi overforbruger eller underforbruger dem. Så det er vores forhold til egenskaben, der kan have et negativt udtryk og ikke egenskaben i sig selv.
Lad mig give dig et eksempel:
Måske ser du dig selv som et stærkt menneske. Du er god til at klare tingene selv og kan klare mere end de fleste. Det betyder også at du hvert fald ikke ser dig selv som svag, eller som en, der har brug for hjælp og støtte fra andre. Konsekvensen af ikke, at ville være svag er, at du skubber folk væk, og du kan føle dig alene, når livet er svært, fordi du tydeligt udstråler, at du i hvert fald kan klare dig selv! Så den hjælpe og støtte du, måske ubevidst, længes efter er du selv med til at afvise.
Du kan finde nogle af dine skyggesider ved at undersøge:
- Hvilke sider i Enneagram-typen beskriver dig godt? Hvad er den modsatte egenskab? Hvad er modsætningen til det du er? Er du også det?
- Hvilke egenskaber rummer du, som du gør en indsats for, at andre ikke opdager?
- Hvad er du bange for, andre dømmer dig for at være?
- Hvad dømmer du dig selv for at være, når du bliver irriteret på dig selv?
- Hvad ville du ønske du var bedre til?
- Hvilke sider af dig selv har du arbejdet med eller forsøgt at skubbe væk?
Enneagrammet giver dig en genvej til skyggearbejdet og det er derfor Enneagrammet kan virke ubehageligt. Vi bliver simpelthen konfronteret med alt det, vi ikke vil stå ved, men som står i vejen for at blive alt det, vi drømmer om.
Skyggen i andre
Det er ikke kun vores egen type som fortæller noget om vores potentielle skyggesider. Vores reaktion på de andre typer kaldes projektioner og er også skyggesider
Lad mig komme med et eksempel:
Måske oplever du 6ere som irriterende, fordi de kan virke tvivlende og ubeslutsomme. Dette kan være ukonstruktivt, når de hindrer handling eller holder fast i at perspektivere, selvom der allerede er truffet en beslutning. Det er dog også to meget vigtige og konstruktive egenskaber, når de er i balance, som flere af de andre typer kunne have stor gavn af at integrere, da det sikrer nuancerne og gør, at vi tænker os grundigt om inden vi bare handler hovedløst.
Jeg oplever af og til, at nogle af typerne opleves besværlige eller svære at arbejde samme med på nogle arbejdspladser. Dette har ikke hold i virkeligheden, men fortæller i højere grad noget om jeres erfaringer og perspektiv på jer selv og på den/de type/r I vurderer som negativ. Det fortæller derfor også noget om jeres virksomhedskultur.
Hvorfor arbejde med skyggesider?
Formålet med skyggearbejde er ikke at blive skyggefri, men at acceptere de egenskaber, du tager afstand fra i dig selv og andre. Når du tør se dem i øjnene og bringe dem ud i lyset, kan du skabe balance, så skyggerne slipper deres destruktive effekt og kan træde frem på en mere konstruktiv og hensigtsmæssig måde.
Det får du ud af at arbejde med skyggen:
- Større selvaccept og mindre selvkritik
- Større rummelighed (uden det bliver på bekostning af dig selv)
- Bedre samarbejde
- Større forståelse for, hvorfor andre er, som de er
- En mere tydelig, klar og ærlig kommunikation
- Større indre balance
- Større integritet
- Mindre selvsabotage
Psykologen Carl Gustav Jung (1875 – 1961), var den første, som kaldte det for Skyggen.
Han sagde:
”Jeg vil hellere være hel end god.”
Det er jo en interessant tanke – hellere at ville være hel end god – for spørgsmålet er, hvor mange gange vi har ofret os selv på rummelighedens alter for at være vellidte, anerkendte eller accepterede …? Gad vide, hvor mange gange vi har overtrådt vores egne grænser af frygt for, hvad andre ville tænke?
Det er lige præcis dét, arbejdet med Enneagrammet handler om. At give os selv lov til at genopdage alt det vi OGSÅ rummer. At give os selv og andre plads til alt det vi er og opdage, at vi er meget mere end en type. Der er nemlig ikke noget vi skal fjerne eller holde op med, vi skal bringe de egenskaber vi rummer, beundrer og har modstand på i balance. Det er her, skyggearbejdet er relevant, for det er et konkret værktøj til at skabe udvikling, bevidsthed og balance i typen.