Enneagram type 6
Det loyale menneske

6’ere er optaget af at skabe balance og nuancere, særlig når andre udtaler sig meget firkantet eller sort/hvidt om noget. De er meget loyale og pligtopfyldende mennesker, når først du har vundet deres tillid. De er muligvis den mest loyale type – overfor de mennesker de kender, overfor det de tror på og de aftaler de indgår. De går ned med skibet og holder fast i alle slags relationer meget længere end de fleste andre typer.
De optræder utrætteligt i rollen som ”den ansvarlige” og bruger mange timers arbejde på at sikre sig, at deres parforhold, job eller andre forhold, til stadighed vil blomstre og yde dem støtte. De udviser vågen omhu med detaljer og nærmer sig problemer omhyggeligt og metodisk. De organiserer ressourcer, prioriterer opgaver og gennemfører projekter ud fra en følelse af, at deres personlige værd står og falder med deres troværdighed og kvaliteten af det ydede arbejde.
De har en særlig evne for at spotte det, som kan gå galt og de kan have svært ved at have tillid til andre. De er opmærksomme på andre menneskers skjulte motiver og dagsordner og kan have det ambivalent med autoriteter, som de både er tiltrukket af og mistroiske overfor – magt er jo noget som kan misbruges.
Det kan være svært for 6’ere at stole på deres intuition og derfor forlader de sig i højere grad på strukturer, allierede, overbevisninger og støtte uden for sig selv, når de skal finde vej i livet. De er forvirrede i hovedcentret og det resulterer i manglende tillid til egen tænkning og dømmekraft. Det betyder dog ikke, at de ikke tænker – snarere tværtimod.
Du relaterer muligvis primært til 6’erens mønster, hvis du kan genkende følgende:
- Du oplever ofte tvivl, og har brug for tid til at tænke dig om, før du handler og træffer beslutninger
- Du har brug for at analysere alle konsekvenser og scenarier før du træffer en beslutning
- Du identificerer dig med sagen og kæmper gerne for de svage i samfundet. Ligeværd er vigtigt for dig
- Du føler dig mere sikker, når du gør, hvad der forventes af dig, end hvis du handler på egen hånd
- Du afdækker skjulte dagsordener, som evt. påvirker samarbejdet
- Du er meget trofast og støttende over for din familie, dine venner, kollegaer og arbejdsplads
- Du forsøger at afbalancere holdninger og synspunkter ved at belyse det modsatte standpunkt, også selvom du er enig
- Det er vigtigt for dig at være forberedt på enhver tænkelig situation, andre kan opleve du bruger for meget tid på at bekymre dig
- Hvis du laver fejl, kan du være bekymret for om andre vil være på nakken af dig
- Der er meget få du ser op til, men dem du ser op til bliver en slags helte for dig
- Det er svært for dig at træffe vigtige beslutninger, men du bryder dig bestemt heller ikke om at andre træffer dem for dig
- Du vil gerne have tillid til andre mennesker, men griber ofte dig selv i at stille spørgsmålstegn ved andres motiver
- Du lytter og spørger til andres mening, du har tillid til, inden du træffer en beslutning
- Du kan være virkelig skeptisk eller ligefrem kynisk i forhold til alt muligt og derpå skifte holdning og sluge det hele råt
3’er ben (primært stressben)
Ukonstruktive sider: Du bliver mere handlingsorienteret, men samtidig bekymret, når du ikke får tænkt tingene grundigt igennem, inden du træffer beslutninger. Du kan miste din realitetssans og bedrage dig selv og andre i forhold til, hvor succesfulde dine præstationer er.
Konstruktive sider: Du bliver mere målrettet, handlingsorienteret og selvsikker. Du har lettere ved at prioritere og se hvilken retning du skal i. Du bliver mindre opmærksom på andre og har lettere ved at gå efter det du gerne selv vil.
9’er ben (primært ressourceben)
Konstruktive sider: Du har lettere ved at slappe af og ser mere positivt på tingene. Din skepsis og tvivl mindskes, og du har mere fokus på at have det rart og bekvemt. Den indre dialog stilnes til fordel for et mere roligt og optimistisk sind.
Ukonstruktive sider: Du bliver lad og får ikke rigtigt udrettet noget. Du negligerer problemer og lukker øjnene for, hvad der skal gøres noget ved. Du bliver mere konfliktsky og dulmer ubehag gennem kropslig nydelse eller selvforglemmelse.

